Er du lige så langt ude som de her seriekarakterer?

Hvem var Misses oprindelige overgrebsmand?

Billedkilde: Afsnit 24 af Matador

Billedkilde: Afsnit 24 af Matador

| Fra podcasten Matador med mere |

I de sidste afsnit af Matador udvikler Misse en tvangsneurose, hvor hun føler, at alle mænd forsøger at krænke hende seksuelt. “Det er fordi jeg drager dem – mandfolkene,” som hun selv formulerer det.

Én tolkning af Misses paranoia er, at hun i forbindelse med sit ægteskab i en alder af 75 har opdaget sin egen seksualitet, hvilket får hendes fantasi til at løbe løbsk.

Fordi hun pludselig ser  sig selv som et seksuelt væsen, tror hun også, at alle andre ser hende som et seksuelt væsen, og det kan jo være ganske overvældende – selvom det ikke er anderledes end det, alle teenagere gennemgår, når de opdager deres seksualitet.

Men der er også en anden tolkning af Misses eskalerende paranoia, nemlig at hun er blevet traumatiseret, og har udviklet PTSD.

I så tilfælde kan der ikke herske tvivl om, at den udløsende faktor har været Lærer Andersens overgreb. Han går ind til Misse i hendes soveværelse og vil “op i sengen til hende”. Misse kæmper imod, men kampen afbrydes af noget spektakel i gaden og Lærer Andersen går ud på altanen. Misse låser døren, og hendes overfaldsmand bliver stående ude på altanen som et symbol på den lurende fare ved maskulint begær.

Senere – efter Lærer Andersens død – er Misse begyndt at “drage” mændene, og fortæller blandt andet, at hun har set Provst Meyer på sin altan. Det bekræfter, at hændelsen med Lærer Andersen har traumatiseret Misse til en grad, hvor hun ufrivilligt genudspiller oplevelsen af en ellers “statelig mand”, der pludselig er blevet til et “vilddyr”, som hun kalder dem – mandfolkene.

Men Lærer Andersens overgreb er ikke Misses oprindelige traume! Der har fundet en hændelse sted langt tidligere. En hændelse, der repræsenterer Misses første nærkontakt med det andet køn – hvilket var en højst ubehagelig affære.

Hændelsen, jeg taler om, finder sted allerede i første afsnit af Matador. Her bliver Misse forulempet midt under et middagsselskab hos familien Varnæs af sin bordherre, Oberst Hackel – dengang der var liv i ham.

Seancen udspiller sig således, at Oberst Hackel pludselig begynder at tage på Misse og læne sig ind over hende. Samtidig med dette mærker Misse noget nede omkring sine ben.  Hun går i panik og dasker til Obersten, mens hun forskrækket beder ham om at “blive fra mine ben”.

Billedkilde: Afsnit 1 af Matador

Billedkilde: Afsnit 1 af Matador

Det viser sig at være Ulrik, der har bundet Oberstens og Misses ben sammen med Regitzes hårbånd, men i flere minutter tror Misse, at Oberst Hackel simpelthen er i færd med at begå et fuldstændig umotiveret overgreb på hende.

Den erfaring, Misse når at gøre sig, inden hun faktisk forstår, hvad der er foregået, er, at mænd pludselig og uden forvarsel kan føle sig så tiltrukket af hende og kaster sig over hende “som vilddyr” – med Misses egne ord.

Erfaringen annulleres, da det opklares, at det er Ulriks unoder, der er skyld i de uvelkomne befamlinger.

Men en annulleret erfaring er ikke det samme som en ikke-erfaring. Misses oplevelse er måske nok blevet arkiveret under “misforståelser”, men hun har stadig et meget ubehageligt minde lagret i sin hukommelse. Et minde, der forbinder berøring af hendes ben med oplevelsen af et overgreb.

Lærer Andersen overgreb mod Misse har måske ikke til fulde formået at genaktivere det gamle minde, men resten bliver klaret af Overtjener Olsen. Da Misse taber sine noder på Postgaarden, bøjer tjener Olsen sig ned for at samle dem op og strejfer ved et uheld Misses ben.

Billedkilde: Afsnit 24 af Matador

Billedkilde: Afsnit 24 af Matador

Med lynets hast bliver Misse (og seerne) sendt tilbage til afsnit 1 af Matador, hvor Misse første gang mærkede, hvordan det føles, at en mand tog sig friheder og befamlede hende krop. Det gamle minde genaktiveres i et nyt overgrebsagtigt skær. De nye hændelser kommer simpelthen til med tilbagevirkende kraft at gøre den gamle oplevelse fra afsnit 1 til en slags traume-after-the-fact.

Billedkilde: Afsnit 1 af Matador

Billedkilde: Afsnit 1 af Matador

At det netop er denne begivenhed tilbage i afsnit 1, hvor Obersten læner sig ind over hende og tager fat i hendes “legeme”, som Fru Fernando Møhge ville sige, der er den oprindelige krænkelse, bakkes yderligere op af Misses reaktion ved Varnæs sølvbryllup.

Til sølvbryllup sidder Misse på samme plads, omgivet af de samme mennesker og sågar i samme kjole, som dengang hun havde sin første grimme oplevelse med det andet køn. Og bedst men hun hygger sig, mærker hun noget pusle ved sine ben. Hun kaster glasset fra sig og hviner forskrækket: “Der er en mandsperson under bordet!”

Billedkilde: Afsnit 24 af Matador

Billedkilde: Afsnit 24 af Matador

Det viser sig at være hunden, Pax, der lusker rundt, men Misse forklarer sin reaktion. “Jeg troede, det var Ulrik. Før i tiden krøb han jo altid rundt under bordet.”

Oplevelse fra første afsnit er simpelthen blevet genaktiveret dels af Lærer Andersens overgreb, dels af Tjener Olsens utilsigtede berøring og dels af hunden Pax.

Lægger man alle de oplevelser sammen med det faktum, at Misse ikke har en eneste positiv oplevelse af nærkontakt med det andet køn og i øvrigt er blevet systematisk “slutshamet” af sin mor, der påstod, at hun “aldrig tænkte på andet end at rende efter mandfolk”, er det faktisk ikke så mærkeligt, at Misse går rundt i konstant angst for at drage dem – mandfolkene.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Er du lige så langt ude som de her seriekarakterer?