Film skal… ikke ses i biografen

10 grunde til vi elsker (at hade på) Lærer Andersen

| Fra podcasten Matador med mere |

Lærer Andersens er trods sin noget ubehagelige karakter én af de Matador-karakterer, vi elsker højest. Eller om ikke andet så elsker at hade lidt på.

Læs også: Fire Matador-typer du møder til alle fester

Her er 10 grunde til, at vi ikke kan få nok af den pensionerede enkemand.

1. Damernes mand

Billedkilde: Afsnit 17 af Matador

Billedkilde: Afsnit 17 af Matador

“Womanizer” kalder man det på engelsk, når en mand går fra dame til dame, som Lærer Andersen gør. Altid er han på jagt efter det næste bytte.

Mens han er kærester med Fru Violet, noterer han sig, at hendes klaver-ansatte, Misse, kunne blive en fremtidig erobring, og han tager da også lige temperaturen på Frk. Jørgensens potentiale under en middag hos Violet med replikken: “De laver vel også selv mad, Frk….?”

Og sådan gør damernes mand sig kål på Korsbæks enlige kvinder med en buket blomster og én kop gratis kaffe. En kop, vel at mærke. Resten er på damernes regning.

2. Han skabte begrebet “madkæreste”

Billedkilde: Afsnit 15 af Matador

Billedkilde: Afsnit 15 af Matador

Nu er det strengt taget Boldt, der siger ordet “madkæreste”, men det er Lærer Andersen, der har gjort udtrykket til det, det er. To parforhold og et enkelt ægteskab når han at gennemføre bare for at slippe for jernbanerestaurantens hundeæde.

Det er ikke engang et spørgsmål om, at vejen til en mands hjerte går gennem maven. Når man er madkærester bliver det ligesom ved maven, og det er sådan Lærer Andersen kan lide det.

3. Han er anti-curling

Billedkilde: Afsnit 14 af Matador

Billedkilde: Afsnit 14 af Matador

“Fordi de pyldrede forældre ikke vil lade skolen opdrage deres forkælede unger,” raser vores mavesure helt. Og det er da også for galt. Først vil forældrene ikke selv irettesætte deres yngel, og så brokker de sig også over, når andre gør det. Det er sgu for dårligt!

4. Stolt single

Billedkilde: Afsnit 17 af Matador

Billedkilde: Afsnit 17 af Matador

“Det er strengt at være enkemand,” som Lærer Andersen selv konstaterer. Lærer Andersen nærer en uudtømmelig medlidenhed og sympati med sig selv, fordi han er alene, og bringer gerne dette emne på banen på de mest malplacerede tidspunkter.

Som for eksempel da Violet beder ham om at finde en anden end hende til at sy knapper i hans skjorte, og Lærer Andersen svarer igen med den helt umotiverede stjernereplik: “Jeg er en mand, Violet. Du skal ikke stå dér og fornærme mig, selvom jeg har mistet min hustru. Det finder jeg mig ikke i.”

5. Hykler og (selv)højtidelig på samme tid

Billedkilde: Afsnit 18 af Matador

Billedkilde: Afsnit 18 af Matador

“Som pensioneret embedsmand ved kommunen kan jeg ikke indlade mig på den slags! Så du går derind!” beordrer Lærer Andersen Misse. Hans tidligere stilling var nemlig så fin, at han ikke kan indlade sig på sortbørshandel – men ikke så fin, at han ikke kan tyrannisere andre til at gøre det.

Til Lærer Andersens forsvar er det vel også kun rimeligt, at indkøb af rationeringsmærker sorterer under madkæresten.

6. En krone sparet er to kroner tjent

Billedkilde: Afsnit 18 af Matador

Billedkilde: Afsnit 18 af Matador

Missèren med Misse og kåben, som den er kendt i Matador-kredse, afslører, at Lærer Andersen er en haj til at udnytte de privatøkonomiske aspekter af enkestanden.

“Hvis jeg nu spiser alle mine måltider hos dig helt gratis, og du så køber min kones gamle klude, så går det lige op!” Det er vist det, man kalder selektiv matematik, Lærer Andersen. Stakkels stakkels, Misse.

7. Breaking up is hard to do

Billedkilde: Afsnit 14 af Matador

Billedkilde: Afsnit 14 af Matador

Ja, det kan være svært at slå op, men Lærer Andersen gør det fabelagtigt. Først anklager han Frk. Mikkelsen for at “smiske” med en kollega, og så leverer han den storslåede afsluttende replik: “Du vil fortryde din hjerteløshed, Ilona.” Bravo!

8. Drifttung og stolt af det

Billedkilde: Afsnit 15 af Matador

Billedkilde: Afsnit 15 af Matador

Da Frk. Jørgensen påpeger, at hans afdøde hustru jo ikke – ligesom Violet – havde en danseskole at passe, og derfor havde bedre tid til at lave mad, svarer Lærer Andersen selvtilfredst (og skamløst): “Næ, min hustru havde nok i mig.”

Nu er Lærer Andersen generelt ikke en undskyldning for sig selv, men at være decideret stolt af at være så tung i drift, at man udgør et fuldtidsarbejde for et andet menneske – det er alligevel ganske imponerende.

9. Maddigte

Billedkilde: Afsnit 15 af Matador

Billedkilde: Afsnit 15 af Matador

“Tak for din altid grønne kål – tak for vort sammenlivs åremål” reciterer Lærer Andersen sin sang til sin afdøde sølvbryllupsbrud.

Og hvorfor ikke? Hvis grønkål, kalvesteg og tunge er det vigtigste for én, skal det da også hyldes på niveau med traditionelle kunstneriske motiver som for eksempel kærlighed. Flere maddigte til folket!

10. Han satte kødrand på kortet

Billedkilde: Afsnit 15 af Matador

Billedkilde: Afsnit 15 af Matador

“Min afdøde hustru serverede aldrig kødrand. Hun kendte mine følelser for kogt fars,” kværulerer den pensionerede tysklærer, og sørger dermed for, at ingen danskere nogensinde vil kunne så meget som tænke på en kødrand uden også at tænke på Lærer Andersens “fornemmelser for kogt fars”.

Vi snakker mere om Lærer Andersen i afsnit 15 af Matador med mere.

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Film skal… ikke ses i biografen