Film skal… være god kunst

Der er jo ikke kun Tv-serier her i verden. Der er også film. Frem mod nytåret 2017/18 skriver gæste-blogger Martin Steiner Jensen to gange om ugen om nogle af de film fra året der er gået, du måske har misset og de tendenser, de (måske) repræsenterer. Dette er den sjette.

Paterson (Instr. Jim Jarmusch) & The Square (instr. Ruben Östlund)

På den første dag af en hvilken som helst kunstnerisk uddannelse lærer man, at man skal arbejde med det stof, man kender. Måske er det derfor, der er så mange bøger, hvor hovedpersonen er forfatter, og så mange film, der handler om instruktører eller manuskriptmagere. Men samtidig er kunstnerisk inspiration og kunstnerisk talent noget af det sværeste at portrættere troværdigt. Derfor ender alt for mange værker med at postulere, at en karakter er et stort talent, eller har stor succes med sine arbejder, uden på nogen måde at vise os noget, der kunne sandsynliggøre denne påstand.

Filmen ”Paterson” undgår denne fælde på to måder: Dels ved at lade de digte, som hovedpersonen (der både har samme navn som filmen, og som den by i New Jersey, hvor han bor) faktisk være temmelig gode. Og dels ved at lade Patersons (i modsætning til ”Paterson”s) kunstneriske ambitioner være ret lave. Jim Jarmusch har lavet noget så sjældent og vidunderligt som et portræt af en lykkelig mand. En mand der elsker sin kone og holder af sit arbejde; en mand der skaber lyrik ikke for at opnå succes og prestige men simpelthen for glæden ved at observere og bruge sproget.

Filmens fortælling er simpel og mæandrerende som de floder, der spiller en så væsentlig rolle i mange af Jarmusch’ film. Her er er den forbundet med byen og manden Paterson, og forestillingen om et hjem. Det er en film, der elsker sit genstandsfelt; både mennesket og poesien, og det er en film som man kommer ud fra både som en bedre menneskekender og poesilæser. For særligt interesserede kan jeg kun anbefale, at man finder det afsnit af podcasten ”Poetry off the shelf”, hvor digteren Ron Padgett, der har skrevet de digte, der bruges i filmen, bliver interviewet. Det er den bedste indføring jeg har hørt i, hvordan en lyriker arbejder, og af hvordan både et digt og en film kan vokse ud af en æske tændstikker.

I Ruben Östlunds “The Square” er det et noget mere satiriserende blik, der kastes på den kunstneriske skabelsesproces og kunstens institutioner. Men sjældent for en satire over kunstverdenen er ”The Square” faktisk en film, som både virker til at forstå og holde af den verden og det felt som den beskriver. Filmen foregår på et kunstmuseum i Stockholm, og der er derfor naturligt nok meget kunst med i filmen, både som en del af scenografien og som en del af plottet. Og i øvrigt som de dele af filmen, der totalt afviser at være bundet af noget så borgerligt som plot. Og det er god kunst. Med ganske få undtagelser er de værker, der er med i The Square, af en kvalitet som man sagtens ville kunne se på et museum, som det der portrætteres i filmen.

Moderne kunst og moderne kunstnertyper er lette at latterliggøre. Men det er ikke det, filmen vil. I stedet handler det om at nedbryde modsætningen mellem absurditet og inderlighed og mellem fejlbarlighed og det sublime. The Square er basalt underholdende – morsom, gribende og rystende. Men den giver også en oplevelse af billedkunstens potentiale, som billedkunsten selv i sine traditionelle institutionelle rammer ofte har svært ved.

The Square kan endnu fanges i udvalgte biografer. Paterson kan ses på Filmstriben og Viaplay samt på DVD og BluRay