Fuckbois og frygtelige kvinder

8 skønhedsfejl fra Sex and the City – som GIRLS rettede op på

Sex and the City kan lige nu fejre sin 20 års fødselsdag. Og den fortjener at blive fejret. Serien er et formfuldendt eventyr, hvis magiske univers har været ligeså underholdende, som det har været banebrydende.

Men intet er perfekt – ikke engang Sex and the City. Den har også sine små (og store) skønhedsfejl. I bogstavelig forstand. Sex and the City har det nemlig med at tegne et så forskønnet billede af livet, at det bliver decideret fejlagtigt. Og giver os en helt forskruet idé om, hvordan livet egentlig skal være.

Disse “skønhedsfejl”, der er en del af seriens urealistiske univers, er efterhånden blevet påpeget af Gud og hvermand, og er ikke særligt interessante i sig selv. Sex and the City er nemlig først og fremmest et eventyr. Det var aldrig meningen, at det skulle være specielt realistisk. Det var meningen, det skulle være magisk, fascinerende og inspirerende. Og det var det også.

Problemet ligger altså ikke i serien. Den har som sådan ikke gjort noget forkert. Problemet opstår, når vi ser serien så mange gange, at vi glemmer, at den ikke er virkelighed. Når vi pludselig tror, at vi kan eller bør gøre og være ligesom kvinderne i Sex and the City.

Når vi virkelig tænker efter, ved vi jo godt alle sammen, at Sex and the City ikke er virkelighed. Men derfor kan nogle af de forkvaklede værdier og normer alligevel godt trænge ind under huden på os. Måske endda uden at vi opdager det. Det er der heldigvis en kur for, og den kur hedder Girls.

I HBO-serien Girls møder vi fire veninder, der kæmper med karriere og kærlighedsliv i New York. Præcis som i Sex and the City. Der er en forfatter, en gallerina, en promiskuøs eventyrer og en overambitiøs arbejdshest. Præcis som i Sex and the City. Men Girls er ikke et eventyr. Den er et reality-check. Den retter et ubarmhjertigt spotlys mod en række punkter i Sex and the City, som nogle af os har taget lidt for ukritisk ind, fordi vi simpelthen ikke havde noget at sammenligne med. Én ting er nemlig at vide, at noget er urealistisk. Noget er andet er at vide, hvordan virkeligheden ser ud.

Her er ti gange, hvor Sex and the City pyntede lige lovlig meget på sandheden – indtil Girls kom og sagde sandheden.

Den “rigtige” kvindekrop

De fire hovedpersoner i Sex and the City placerer sig så tæt på skønhedsidealet, at minimum 75 procent af os almindelige kvinder sidder og føler os helt forkerte. Eller i hvert fald for tykke. Hovedpersonen Carrie er faktisk så slank, at hun kan strutte rundt i mavebluser i 40 års alderen, uden at fremstå malplaceret i gadebilledet. Alligevel noget af en præstation.

Bevares – der bliver da talt om både appelsinhud, store lår og ”patter til knæene” i Sex and the City, men det er ikke meget, man ser til det. Og slet ikke i seksuelle situationer. Det er ligeså man tror, at det slet ikke kan lade sig gøre at have både deller og sex.

Men det har hovedpersonen i Girls, Hannah Horvath, nu rettet op på. Hun har hverken porno-bryster, model-ben eller teenage-talje. Men det forhindrer hende hverken i at være hovedperson i en serie, have sex eller at klæde sig, som hun vil.

Sex

Og nu vi er ved sex, så udgør TV-sex en foruroligende stor del af ens første seksuelle erfaring. Det er her, vi finder ud af, hvordan sex skal se ud, hvodan det skal lyde, hvordan det skal føles. I Sex and the City ser, lyder og føles det skønt. Rytmen er naturlig, kroppene er fejlfri og lidenskaben har fået de to mennesker til at blive et i et gensidigt udtryk af begær – med virkelig velvalgt underlægningsmusik.

Den slags sex er der også i Girls. Men der er også den anden slags. Den slags, hvor to mennesker bumper ukoordineret mod hinanden i et alt for stille rum, hvor det eneste man kan høre er den dér klaske-lyd, når hud møder hud. Den slags sex, hvor stilheden brydes af akavet small-talk, fordi ingen er i stand til at finde sig hverken følelsesmæssigt eller fysisk til rette.

Begge slags sex kan forekomme i virkeligheden – men især sidstnævnte er meget godt at blive advaret omkring.

Fashion fails

I Sex and the City er der to tilgange til tøj repræsenteret. Man kan gøre sig umage for at ramme det perfekte look og ramme plet. Eller man kan være ligeglad og se sådan ud.

Men der er et tredje tøj-scenarie, som man ikke ser meget til i Sex and the City. Når man virkelig prøver hårdt, og bare rammer helt ved siden af. En vigtig del af livet – og noget som snarere er reglen end undtagelsen i Girls.

Karriere

Det er en gammel sandhed, at Sex and the City giver et ret urealistisk billede af kvinders karrieremuligheder. Charlotte har læst kunsthistorie og styrer sit eget galleri i en alder af et par og 30. Carrie lever af at skrive en ugentlig klumme om sit privatliv. Samantha har sit eget PR-firma. Miranda er advokat og bliver partner i firmaet, før hun fylder 40.

I don’t think so. Her har Girls en realitetssans, der er intet mindre end befriende. De fire hovedpersoner, der alle har en videregående uddannelse arbejder som henholdsvis ulønnet praktikant, receptionist, salgsassistent i en børnetøjsbutik og barista.

Samtidig kan kvinderne så forsøge sig med det, de brænder for ved siden af arbejdet. Det er nemlig sådan, den virkelig verden fungerer. Der er ikke nogen ugentlig klumme og da slet ikke én, der kan betale huslejen. Til gengæld kan man være så heldig at få udgivet en artikel i en vaskeægte avis. Og det er faktisk en rimelig fantastisk følelse.

Forbandede forældre

Der er ingen forældre med i Sex and the City. Nok fordi at forældre ikke er særligt magiske.

Men kampen med og mod sine forbandede er en ufravigelig del af tilværelsen – også i Girls. Her har vi forældre, der skælder ud, bliver skilt, stjæler ens opmærksomhed, ignorerer ens opkald, oversvømmer én med opkald, forsøger at være ens veninde i stedet for en god forælder, glemmer aftaler, kritiserer ens valg – listen er uendelig.

Faktisk udløser forældrene så meget vrede, skam, skyld, frustration og sorg, at man spørger sig selv, om de overhovedet ville være en del af ens liv, hvis de ikke betalte huslejen og telefonregningen. Svært genkendeligt.

Drømmemanden

I Sex and the City ender Carrie sammen med Mr. Big. En mand, der udelukkende følger sin egne impulser. Nogle gange følger han sin impuls til at være kærlig. Andre gange til at være kølig. Men på intet tidspunkt regulerer han sine impulser for at tage hensyn til andre mennesker.

Denne impulsdrevede neanderthaler-type møder vi også i Girls. Her hedder han ikke Mr. Big, men Adam. Hannah bliver nøjagtig ligeså forelsket i ham som Carrie gjorde i Mr. Big. Noget med den dér vekslen mellem kølig ligegyldighed og pludselig intense kærligehedserklæringer. Det er en rutsjebanetur, der kilder i maven, men som også giver én rimelig meget kvalme i det lange løb. Kan man blive lykkelig sammen med sådan en mand? Bør man overhovedet prøve?

Ja – ifølge Sex and the City. Nej – ifølge Girls.

Parforhold & happy endings

I fem sæsoner fejrer Sex and the City den nye familiekonstellation af single-kvinder, der holder sammen i tykt og tyndt. Alligevel slutter serien af med fire fuldbyrdede parforhold. Charlotte og Miranda har fået mand og børn. Carrie har fået sin Mr. Big. Og selv Samantha har endelig overgivet sig til “lykken” og er blevet monogam og beder sin kæreste om også at være det.

Når alle fire prinsesser får prinsen og det perfekte parforhold og lever lykkeligt til deres dages ende, får man lidt på fornemmelsen, at der ikke er andre muligheder. At parforholdet er den eneste rigtige “happy ending”. Den eneste måde at leve lykkeligt til sine dages ende.

Heldigvis formår Girls at færdiggøre det projekt, som Sex and the City mistede interessen for en gang i sjette sæson. I Girls ender nemlig kun én af de fire hovedpersoner med at være i et lykkeligt parforhold. En anden ender i et ulykkeligt og uafklaret forhold og de to sidste er single. Uden at det er en katastrofe. Det er bare livet.

Venskab varer evigt

Venskab varer evigt. I hvert fald i Sex and the City, hvor det sidste billede vi ser, er af de fire veninder, der tydeligvis vil holde sammen for evigt. Men sådan er det ikke i virkeligheden. Og det får vi også at se i Girls, som har den omvendte slutning af Sex and the City.

Den ene af Girls-veninderne, Shoshanna, indser, at hun aldrig har følt sig specielt godt behandlet af de andre piger i gruppen og vender hele vennegruppen ryggen. Ret realistisk. Hannahs venskab med Jessa lider uoprettelig skade, da Jessa bliver kæreste med Hannahs ekskæreste, Adam. Ikke urealistisk.

Marnie hænger ved Hannah til den bitre ende – og enden bliver netop det, bitter, på grund af Marnies kontrollerende og krævende “vi-er-bedste-veninder-“-projekt, som Hannah ikke kan ånde i. Til slut giver de slip på hinanden, og man forstår, at det var det rigtige at gøre.Nogle venskaber varer måske evigt – også selvom de ikke burde. Men mange venskaber varer ikke evigt – og det er bare så ok.

Læs mere om SATC, Girls og ikke mindst Disney-prinsesser i min bog Kvinder og kujoner, som kan købes her – eller lånes ganske gratis på biblioteket.

Billedkilde: http://etkapitelmere.blogspot.dk

1 kommentar

  • sex

    I’m excited to discover this page. I want to to thank you for ones time for this fantastic
    read!! I definitely appreciated every part of it and i
    also have you saved as a favorite to look at new stuff in your
    blog.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fuckbois og frygtelige kvinder