Handmaids og myrekryb

Handmaids og myrekryb

The Handmaid's Tale, HBO. Sæson 1, episode 5

The Handmaid’s Tale, HBO. Sæson 1, episode 5

Jeg så første afsnit af ”The Handmaid’s Tale” med min baby sovende på mit bryst, mens jeg ventede på, at min mødregruppe skulle komme på besøg. Denne fortælling om kvinder, frugtbarhed og moderskab gav mig myrekryb fra første sekund. Hvad hvis det kunne ske i vores samfund?

Min lille, milde dreng havde små-klynket hele morgenen, men nægtede at sove lur i sin seng. Til sidst kapitulerede jeg, som man jo gør, og tog ham op til mig. Som en garvet babymor havde jeg placeret fjernbetjening inden for rækkevidde, og fik hurtigt bladret frem til ”The Handmaid’s Tale” på HBO Nordic. Annoncer for den var poppet op på Facebook hele ugen, og da Facebook kender mig bedre, end jeg kender mig selv, var jeg sikker på, at det nok skulle blive godt.

Mød Offred

Offred, Ofglen og Ofwarren er handmaids. Tjenerinder. Navnene gav mig kuldegysninger. De var uhyggeligt ens. Og mærkelige på en måde, der fik hårene til at rejse sig. Så gik det op for mig, at fællestrækket var ejerskabs-præpositionen ”of”. Og at der gemte sig et drengenavn i hvert eneste Handmaid-navn. Tjenerinderne havde fået fjernet deres navn, og var blevet tildelt en ejer. De var navnløse trælkvinder. Der tilhørte mænd.

Men de var ikke normale tjenestepiger. De var frugtbarhedsslaver. En Handmaid’s job er nemlig ikke at vaske tøj, lave mad og gøre rent. Deres job er at blive gravide og føde børn til ”the commanders and their barren wives”. De er ikke stuepiger, men rugepiger.

”The Handmaid’s Tale” foregår i en ikke alt for fjern fremtid, hvor kemikalier, plastik og forurening har udløst en verdensomspændende barnløshed. Forsvindende få graviditeter, endeløse rækker af ufrivillige aborter, dødfødte fostre og en epidemi af vuggedød.

Den voksende sterilitet har fået en alliance af konservative hvide mænd til at lave et magtkup. Deres nyetablerede stat har de navngivet ”Gilead”. Offentlige data er blevet brugt til at indkredse, fange og trælbinde de kvinder, der har født raske børn. Hver husholdning tildeles en Handmaid – klædt i rødt for frugtbarhed. Fødemaskiner ejet af mænd. ”Two-legged wombs”. Omvandrende livmødre.

Én gang om måneden – midt mellem menstruationerne – skal en Handmaid gå ind i sin hersker og herskerindes soveværelse og lægge sig på ryggen i sengen med hovedet i herskerindens ufrugtbare skød, og benene ud over sengekanten, let spredt. Husets herre kommer så ind, åbner bukserne og og trænger ind i hende. Herren i huset kigger på sin kone. Hun kigger på ham. Tjenerinden kigger op i loftet, mens hendes hoved støder regelmæssigt op imod sin frues golde skød. Den rødklædte kvinde er både skede, livmoder og penisforlænger. Kød. Men ikke menneske.

Der ligger hun så, Offred – seriens hovedperson, og beder til, at hun bliver befrugtet denne gang. For hvis hun ikke gør, bliver hun sendt til ”kolonierne” – et ødeland af kemisk affald, hvor de giftige dampe får ens hud til at skrælle af i store laser, mens lungerne kollapser og organerne ætser op. Kun hvis de kan blive gravide, får de lov at blive i Gilead.

Offreds veninde, Ofwarren, er så heldig at blive gravid. I Gilead krummer man ikke et hår på en kvinde, der er gravid. Ikke på grund af hende, men på grund af det hun bærer. En mands barn. Hans gener. Hans reproduktion. Det er hans arv, der skal respekteres og passes på. Ikke kvinden.

Efter barnet er født, får Ofwarren lov til at amme i fred og ro. Mandens afkom har godt af modermælk. Men da babyen ikke længere har brug for modermælken, er freden og respekten forbi. Statsansatte eskorterer Ofwarren væk fra det hus, hvor hun var handmaid. Væk fra sin nyfødte, som hun aldrig mere får at se og hen til et nyt hus, hvor hun bliver præsenteret for sine nye ejere. ”Commander Daniel and Mrs. Monroe. You are Ofdaniel now,” siger den statsansatte. Det er nogle andres tur til at gøre brug af livmoderen.

Danmark er ikke Gilead

Synet af Ofdaniel, der blev ført væk fra sin baby, og hen til to fremmede for at lave en baby til dem, var lige lovlig hård kost for den her nybagte mor. Jeg knugede min sovende dreng til mig. ”Det kommer jo ikke til at ske, det er fiktion! Dybt urealistisk. Slap af,” beroligede jeg mig selv. Men så kom flash-back’et, og man så, hvordan Offred for bare få år siden var en ganske almindelig hvid vestlig kvinde ved navn June. Hun gik på arbejde, gik ud og spiste, tog en uber, hørte musik på sin smartphone, løb en tur og vendte øjne af højreekstremisme.

Var der da ingen tegn på, at de levede i et samfund, der ikke respekterede kvinder? Jo da. Når June gik på gaden med sin lesbiske veninde, skulede folk efter dem. En barista kaldte dem ludere. De grinede bare af det. Manden måtte jo være sindssyg. Så blev Junes kreditkort lukket. Så blev alle kvinder fyret fra deres jobs, deres midler overført til nærmeste mandlige slægtning. Og folk begyndte at hilse på hinanden med ordene ”Under his eye”. Som om der var en stor, altseende mand, der vovede over os alle. Uhyggelig tanke.

Men hvad med demokratiets love, der skulle beskytte dem mod den slags? De var blevet sat midlertidigt ud af kraft ved hjælp af sådan noget som ”terrorpakker” og ”visitationszoner” og andre midlertidige love tiltænkt undtagelsestilstande. Man skulle bare sige ordet “terrortrussel”, og så var demokratiet de facto sat ud af kraft – i “The Handmaid’s Tale” altså.

Men det kan ikke ske i Danmark. For vi har ikke ”terrorpakker” og ”visitationszoner”. Eller et økonomisk system, der gør, at man ved at trykke på en knap kan miste alle sine penge og sin økonomiske frihed. Eller offentlige data, der gør, at staten ved, hvem der er fødedygtig og hvem der ikke er. Eller en altseende mand, der kigger ned på os fra himlen. Eller, hov, vent lidt…

Så begyndte mit eget flashback. Til da jeg var gravid. Jeg så for mig, hvordan folk hjalp mig med at løfte kurven i supermarkedet og rejste sig op i toget, og smilede anerkendende til min store mave. Læger, sundhedsplejersker og jordemødre (eller “aunts” som det hedder i “The Handmaid’s Tale”), der nænsomt holdt øje og passede på, at alt var, som det skulle være, at jeg havde alt, hvad jeg skulle bruge.

De kalder det “fødselsforberedelse”

Det starter i fødselsforberedelsen. Man må ikke drikke alkohol og kaffe, eller spise rødt kød eller sushi eller for meget sukker. Det er dårligt for babyen. Man skal helst føde naturligt (bare ordet!), for det er bedst for babyen. Man skal helst heller ikke have smertestillende under fødslen, det er ikke sundt for babyen. Man skal helst amme, det er bedst for babyen.

Jeg bad eksplicit om smertestillende fem gange før, under og efter min fødsel, men blev ignoreret af den ene jordemoder efter den anden. Der var jo babyen og amningen at tage hensyn til. Tyve timers fødselsforberedelse stod jeg igennem, og alligevel kom både den blødende skede og de blødende bryster som et chok for mig. Jovist, vi havde da fået at vide, at “amning er en kamp, men så kæmper I bare!”. Og jordmødrene havde også talt (positivt) om “en naturlig bristning”. Det lød ikke som noget slemt. Men det er det. Og jeg har endda kun erfaring med andengradsbristning. Der er også 3. og 4. grad.

Under fødselsforberedelsen understregede jordemødrene, at den største fordel ved at føde naturligt i stedet for med kejsersnit var, at man så kan komme op at gå allerede samme dag, som man har født. Hvorimod kejsersnit jo kunne give et grimt ar. Jeg kunne hverken stå, gå eller sidde i flere uger. Det ville have været rart, hvis de i stedet havde sagt: Du kan vælge imellem et ar på maven eller en skede, der aldrig vil være helt den samme igen. Jeg ved godt, hvad jeg ville have valgt. Og det er nok derfor, de ikke stiller det op på den måde.

Til 8 ugers undersøgelsen kiggede lægen på min “naturlige bristning”, og sagde, den var helet helt perfekt. Hun kommenterede ikke på, at hun dårligt nok kunne røre ved Ground Zero, uden at jeg fik tårer i øjnene. Jeg var ”klar igen”, som hun sagde. Klar til sex. Klar til at føde flere børn.

Staten vil gerne passe på os. Det er derfor, der er noget, der hedder fødselsforberedelse, 8 ugers tjek, sundhedsplejerske osv. Mødregruppe er også noget, staten arrangerer. Det fungerer sådan, at man får et brev i sin e-boks med fem fornavne og et telefonnummer på hver. “Det her er din mødregruppe,” får man at vide. Formålet er, at man skal støtte hinanden og finde fællesskab og socialt samvær i moderskabet. Staten vil gerne have deres mødre glade og tilfredse. Det er også derfor, at man i Gilead opfordrer de mange Handmaids til at følges til og fra markedet. En glad tjenerinde, er en lydig tjenerinde. I mødregruppen opfordres man til at mødes en gang om ugen. Men man behøver ikke have rødt tøj på.

Nu skal jeg selvfølgelig ikke gøre det værre, end det er. Vi vælger jo selv både ubeskyttet sex, “naturlig fødsel”, amning, sundhedsplejerske, 8 ugers tjek, mødregruppe og alt det andet. Det er ikke tvang. Men tvang er ikke den eneste måde at styre folk på. Der findes også noget, der hedder “opfordring”. En mere mild og langt mindre synlig form for styring. Men ikke desto mindre en styring.

Det sagt, er Danmark ikke Gilead. Danske kvinder er ikke fødemaskiner, der skal gå i rødt og bærer deres ejers navn. Vi hedder ikke Offred eller Ofwarren. Eller Afjens, Afhans eller Afniels. Vi hedder bare Jensen, Hansen og Nielsen. Og Poulsen, Pedersen, Carlsen, Christensen, Andersen, Antonsen, Jeppesen, Jørgensen, Sørensen, Larsen, Petersen, Jeppesen, Thorsen, Rasmussen…

Læs også: Er Lise Nørgaard mandehader?

7 kommentarer

  • Emilie

    Totalt hooked på den serie nu. Det er jo et must see!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Rigtig godt indlæg! Din blog er hermed bogmærket 🙂
    Håber der kommet et indlæg med en af mine ynglings serier The Leftovers og Girls

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mathilde Anhøj

      Det lyder godt – tusind tak! Jeg skal se, hvad jeg kan gøre mht. Leftovers, tak for anbefalingen i hvert fald.
      Girls er den bedste serie nogensinde, og har skrevet en del om den i bogen “Kvinder og kujoner” og i kronikken “Jeg er så genial – hvorfor har jeg ikke succes?”. Begge ligger under udgivelser her på bloggen 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Else Rothmeier

    Godt skrevet!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • silke p

    ej men altså Mathilde nu er jeg jo også nød til at se den serie,og give min datter et ekstra knus kan jeg fornemme ..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mathilde Anhøj

      Du skal så meget se din serie, men ikke mens din datter bliver passet ude eller et eller andet… 😉 kram

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Handmaids og myrekryb