Fra frisk landpige til pyntefrue: Et kig på Ingeborgs hår


Kilde: Afsnit 3, afsnit 7, afsnit 13 og afsnit 24 af Matador
| Fra podcasten Matador med mere |
Alle, der kender og elsker Matador, kender og elsker Ingeborg, og ved, at hendes personlige udvikling hører til blandt de mere triste i serien.
Læs også: Ingeborg – en feministisk martyr
Da serien starter i 1929 er Ingeborg en frisk landpige med glimt i øjet og mod på livet. Hun er stadig relativt ydmyg og kender ikke meget til verden uden for Grisehandlerens gård. Denne uspolerede og ydmyge landlighed ses i hendes naturlige krøller og uprætentiøse frisure.
Da anden sæson af Matador går i gang, har Ingeborg tillagt sig en mere kunstfærdig frisure, men hendes krøller – symbolet på hendes livlighed – er bevaret.
Anden sæson-frisuren fylder noget i landskabet, og det samme gør Ingeborg. Hun står i butikken, taler med repræsentanter og agerer indkøber for Skjerns Magasiner. Hun siger sin mening om alt fra børnenes opdragelse til kvindesag og kultursnobberi, og hun er ikke bange for at komme med en masse vittige og endog provokerende bemærkninger.
Men hverken Ingeborgs krøller eller frejdighed kan for evigt modstå Mads Skjerns negative påvirkning, og i tredje sæson er Ingeborgs krøller simpelthen kollapset, og det samme er hendes muntre tilgang til livet. Ingeborg er blevet reduceret til en træt og anonym frue-frisure. Men det skal blive værre endnu.
Læs også: Mads Skjern vender ryggen til familien
I stedet for den friske gårdmandsdatter med de naturlige lokker og den frejdige forretningskvinde med de elegante, fyldige krøller, ses nu en vemodig pyntefrue med en stiv og prangende overklasse-frisure.
Den boblende kvinde og hendes muntre hår er simpelthen blevet spærret inde i Mads Skjerns rigide idé om, hvad det vil sige at være en rigtig frue. En idé han i 18 år har forsøgt at presse ned over hovedet (og håret) på Ingeborg.
Lyt til afsnit 7 af Matador med mere her, hvor vi diskuterer Ingeborgs hår og meget, meget mere.
Min mor har altid påstået at Ingeborg altid har forskellige frisurer? Har du lagt mærke til det? Og tak for skøn podcast som jeg nyder!
Lotte