5 ting Sopranos har tyvstjålet fra Matador

Gift ved første blik: Her er de 6 mest uforglemmelige par

Gift ved første blik, der sender 5. sæson på onsdag, har mere end én million seere, og derfor har programmet nu også fået sin egen podcast. Men hvorfor er det egentlig så populært?

Hver gang Danmarks Radio danner fire par ud af otte vildt fremmede mennesker, sidder mange af os yderst på sofahynden for at kigge med – og for at dømme. Vi følger deltagernes kamp for at finde fælles fodfæste i TV-kærlighedens akavede univers, og vi elsker at krumme tæer, når det er kikset, kritisere, når det er for meget og juble, når kærligheden en gang i mellem begynder at spirre mellem parrene.

Klik her, hvis du vil lytte til “Gift ved første blik – Podcasten”. Du kan også følge os på Facebook og på Instagram!

Og det er netop dem – parrene – der er den virkelige årsag til programmets popularitet. I Gift ved første blik får vi lov til at komme helt tæt på deltagerne og de er ofte intet mindre end uforglemmelige i al deres menneskelighed.

Uanset hvor meget vi nogle gange dømmer, kan vi tit godt – på et eller andet niveau – genkende os selv i den besynderlige parringsdans, og det er derfor, at mange af dem bliver i vores hjerter.

Her er de 6 mest uforglemmelige par fra Gift ved første blik.

Ane & Ulrik (2015)

Den uskyldsrene børnesygeplejerske, Ane, og Ulrik, der havde sin daglige omgang med hardcore kriminelle. Hvad der skete mellem Ane og Ulrik forbliver det største mysterium i Gift ved første bliks historie. Det eneste, vi ved, er, at Ane løb skrigende væk, og at Ulrik konkluderede, at Ane var “seksuelt ekstremt begrænset.”

Var det Ane, der var over-uskyldig og frigid eller var Ulrik moralsk fordærvet og seksuelt depraveret? Og hvad skete der egentlig mellem de to? Det bliver vi aldrig trætte af at spekulere i, og derfor er Ane og Ulrik stadig efter 3 år det suverænt mest uforglemmelige par i GVFBs historie.

Frank & Pia (2014)

Pia har I muligvis glemt, men det var altså hende, der blev sat sammen med følelsesfontænen Frank, som på alle måder brød rammerne både for programmet og for almindelig god opførsel.

For det første var han slet ikke langtidssingle, men var blevet forladt af sin kæreste kun tre måneder før programmets start. For det andet var smerten fra bruddet stadig så dugfrisk, at Frank et par minutter efter vielsen grædende fortæller sin nye brud (Pia, som du nok allerede har glemt igen), at han stadig har følelser for sin eks. Og lige bagefter efter prøver Frank så at kysse sin chokerede brud, der derfor ser sig nødsaget til at lave en Ane og forlade både eksperimentet og Frank i (u)tide.

Frank, vi elsker både dig og alle dine mange følelser.

Mette & Christian (2017)

Den meget fysiske fysiklærer, Christian, der (uden overhovedet at opdage det selv) overskred alle intimgrænser hos den forsigtige og søde sundhedskonsulent fra Ringsted, Mette.

Mens Christian snakkede i telefon med sin mor om Mettes helt uforståelige manglende fysiske tiltrækning af ham, forsøgte Mette febrilsk at regne ud, hvordan hun både kunne undgå at være for afvisende og samtidig undgå de mange berøringer.

Mette og Christian – vi føler med jer og vi har alle sammen været der!

Lene & Poul (2015)

Den meget voksne Lene og den knap så voksne Poul.

Lene længtes efter et romantisk relation fuld af bøger, kunst og intellektuelle samtaler, og kunne ikke se det nedværdigende i at udfritte en fyr om hans yndlingsbog, når han ikke har én.

Men Lene lagde litteraturen på hylden, og forærede Poul en Roskilde-billet i morgengave, så de to kunne have en romantisk festivaloplevelse sammen. Men der var det for sent. Poul snuppede morgengaven, og tog på festival med sine venner, og Lene måtte sande, at hun hverken kom til at dele telt eller sove i lejr med sin mand og hans T-shirts med print.

Kun en enkelt gang lykkedes det Lene at hænge ud med Poul og hans venner under deres romantiske Roskilde Festival, og her valgte Poul at give en omgang til hele slænget – Lene undtaget.

Poul og Lene husker vi, fordi de mindede os om, at respekt er mange ting.

Camilla & Nicolas

Camilla, der satte pris på god hygiejne og bad boys mødte sit livs udfordring i den indadvendte og sjuskede Nicolas, der var halvt franskmand – halvt IT-mand.

Man kunne umuligt tro andet end at parret var andet end dødsdømt, da Camilla erklærede, at hun ikke kunne fortsætte med eksperimentet, med mindre Nicolas gjorde noget ved sit ikke-så-velholdte fuldskæg.

Men tro det eller lad være: Nicolas vendte tilbage fra barberen soigneret til ukendelighed og de to valgte ikke bare at forblive gift, de blev også skilt, og begyndte så at date igen efter skilsmissen.

Tak til Camilla og Nicolas for lære os, at man ikke skal give op, bare fordi kærligheden nogle gange er en lidt usoigneret størrelse.

Birgitte & Martin (2017)

Den lidenskabelige livsnyder Birgitte, der ikke kunne få nok af rødvin, rødt kød og temperament – og den rolige og samvittighedsfulde Martin, der hverken drak, spiste kød eller sagde fra.

I var jer selv, og I var pragtfulde, som I var.

Lyt til “Gift ved første blik – Podcasten” her og følg os på Facebook her. Og husk, at alle kan elskes!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

5 ting Sopranos har tyvstjålet fra Matador