Der er jo ikke kun TV-serier her i verden. Der er også film. Frem mod nytåret 2017/18 skriver gæste-blogger Martin Steiner Jensen to gange om ugen om nogle af de film fra året der er gået, du måske har misset og de tendenser, de (måske) repræsenterer. Dette er nummer tre.

Manifesto & Cameraperson

(instr. af henh. Julian Rosefeldt og Kirsten Johnson)

En film, der startede sit liv som en videoinstallation, fuldstændig uden sammenhængende plot, og hvor al dialogen er citater fra manifester og teoretiske tekster fra forskellige perioder i kunsthistorien.

Måske er ”Manifesto” den på overfladen mindst kommercielle og smalle film, der nogensinde har fået almindelig dansk biografpremiere. Hvis ikke det var for Cate Blanchett, måske sin generations største skuespiller og en af Grand-/Politiken-segmentets absolutte yndlinge, ville den i hvert fald have været det.

Men til den visning jeg var til (i Grand, naturligvis) var der faktisk overraskende mange mennesker. Jeg håber, de nød det, for det var og er en unik filmoplevelse.

Filmen består af 13 scener, der alle er præcis lige lange, og som hver især har én central karakter (alle spillet af Blanchett) i færd med at holde en enetale, der udelukkende består af brudstykker af de førnævnte manifester.

Hvis man synes dét er sjovt, kan man sidde og lege ”spot en -isme” og gætte hvem der mon har skrevet de forskellige tekster, men filmens rekontekstualisering af teksterne er det egentlige formål, og ofte tæt på geniale.

At lade en hjemløs mand, der vandrer gennem tilsyneladende uendelige post-apokalyptiske landskaber, nærmest spytte brudstykker af bl.a. Tristan Tzaras, Rodchenkos og Guy Debords kapitalisme- og civilisationskritik, er rystende i sin enkelthed og analytiske skarphed. At lade en verdensfjern ehvervsleder/filantrop holde skåltale med Kandinskys og Barnett Newmans tale om det sublime, eller at lade en postuleret misantropisk punker vrænge sig igennem Naum Gabos insisterende realisme er komik på et niveau, som Woody Allen ville have været stolt over.

”Manifesto” er bestemt ikke for alle, men hvis man er i det rigtige humør, og har en smule kunsthistorie med i bagagen, er det en uforglemmelig oplevelse.

Cameraperson

En lige så bemærkelsesværdig film, der eksplicit ikke bygger på andre formulerede manifester, men i stedet bliver sit eget, er dokumentaren (?) ”Cameraperson”, instrueret af fotografen Kirsten Johnson.

Johnson har taget rester, ubrugte klip og ufuldendte projekter fra hele sin lange karriere og sat det sammen til en ny helhed. Denne ikke har nogen klar fortællemæssig sammenhæng, men afslører på forbløffende måde gradvist en æstetik og poetik (og poesi), som absolut er større end summen af de enkelte dele.

”Cameraperson” rummer klip fra Johnsons arbejde på nogle af verdens kendteste dokumentarfilm såsom Michael Moores ”Fahrenheit 9/11” og Laura Poitras’ ”Citizenfour”, men også helt private optagelser såvel som optagelser fra hendes arbejde i krigszoner i Bosnien og Rwanda – og meget mere.

Normalt ville man kalde en sådan film for kalejdoskopisk, men det forbløffende ved filmen er, at den formår at gøre det modsatte af et kalejdoskop, nemlig at blive skarpere og skarpere, efterhånden som kompleksiteten øges. Ligesom ”Manifesto” er heller ikke ”Cameraperson” for alle og enhver, men den er for mange flere end den ser ud til, fordi den vil så meget og kan så meget.

Hverken ”Manifesto” eller ”Cameraperson” er på nuværende tidspunkt tilgængelig på nogen danske streaming-platforme. Men begge film kan købes på DVD og BluRay.