10 ting du har tilfælles med DR3’s hårde drenge

Film skal… handle om kvinder og monstre

Der er jo ikke kun Tv-serier her i verden. Der er også film. Frem mod nytåret 2017/18 skriver gæste-blogger Martin Steiner Jensen to gange om ugen om nogle af de film, du måske har misset fra året, der er gået, og de tendenser, de (måske) repræsenterer. Dette er den første.

The Handmaiden

handmaiden

(instr. Chan-wook Park)

Det er et pudsigt tilfælde (måske?), at 2017 både gav os The Handmaid’s Tale” og ”The Handmaiden. Henholdsvis en TV’serie og en film, der med meget enslydende titler, men meget forskellige historier brugte genrefilmens greb til at komme med stærke kommentarer omkring nutidens kønsrelationer.

Hvor ”The Handmaids Tale” følger Margaret Atwood fortælling ud i den dystopiske nære fremtid, griber filmen ”Handmaiden”, der udkom i Danmark i starten af 2017, og var nomineret til en Oscar, derimod tilbage i en mytologiseret fremtid og ud i en måske lige så mytologiseret orient for at komme med en meget nutidige kommentarer om identitet, begær og undertrykkelse.

Læs også: Handmaids og myrekryb

Filmen foregår i Japan og Korea i 1920-30’erne, altså en periode, hvor Østasien oplevede lynhurtige moderniseringsprocesser, der clashede voldsomt med de traditionelle livsformer og magtstrukturer. Plottet vil jeg ikke spoile her, for det er en af den slags film, som man bare skal lade sig overraske af, og hvor det er godt at vide så lidt som muligt inden man går i gang.

Det er tilstrækkeligt at sige, at historien sættes i gang, da en ung kvinde, der ikke har haft nogen helt almindelig opvækst, bliver ansat som tjenerinde for en japansk rigmands unge og følsomme kone. Det der sker derfra, er ikke det man forventer!

Filmen formår at være thriller, forvekslingskomedie, body-horror og periodedrama samtidigt med at, den grundlæggende udforsker, hvordan en patriarkalsk magtstruktur fetich-gør kvinden, ydmyger hende og undervurderer hende. Og hvordan disse selvmodsigelser giver muligheder for nye og overraskende former for alliance og modstand.

Colossal

colossal

(instr. Nacho Vigalondo)

I filmen ”Colossal”, der desværre fik en meget smal dansk biograf-distribution, spiller Anne Hathaway en kvinde, der fetich-gør, ydmyger og undervurderer sig selv.

Efter en af den slags flugt-fra-storbyen-og-hjem-til-sin-fødeby – udgangspunktet for så mange romantiske komedier og julefilm – opdager hun pludselig, at hendes tilbagevending og stigende alkoholmisbrug hænger direkte sammen med det Godzilla-lignende monster, der er begyndt at dukke op i Seoul havn, og som udviser en mere og mere destruktiv adfærd.

Film, hvor kæmpemonstre smadrer asiatiske storbyer kaldes Kaiju-film, og ”Colossal” er måske filmhistoriens første feministiske, socialrealistiske hjemstavns-Kaiju.

Analogien mellem de to typer af destruktiv adfærd er tydelig og ligetil, men filmens egentlige ærinde er at udforske alt for genkendelige former for kvindelig selvdestruktion og vores forventninger til kvinde- og mande-typer i vores underholdning.

Læs også: Er du heksetypen eller prinsessetypen?

Den romantiske komedies arketyper bliver vendt på hovedet, og det sammen gør faktisk vores forventninger til, hvordan konflikter mellem kæmpemonstre og kæmperobotter løses (såfremt man nærer den slags forventninger).

I et år, hvor ”Wonder Woman” med rette blev hyldet som den første superhelte-film med en kvindelig hovedrolle, og samtidigt en af de bedste af slagsen gennem tiderne, viste disse to film for alvor nye sider af genrefilmens subversive potentiale.

”Colossal” kan ses på Filmstriben og C More. ”The Handmaiden” kan ses på Blockbuster. Begge film er ude på DVD og BluRay

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

10 ting du har tilfælles med DR3’s hårde drenge