"Jeg hader din kæreste" og 6 andre usagte ting

Mandeserier og damefodbold

udklip1Jeg har to problemer med mandeserier (læs: serier, der er lavet for mænd, af mænd og om mænd). For det første bliver de aldrig kaldt ved deres rette navn, nemlig mandeserier. I stedet lader man som om, de har en bred appel på tværs af køn, uanset hvor få og ubetydelige de kvindelige karakterer er.

Mit andet problem er, at mandeserier bliver set (og rost) af begge køn, hvorimod kvindeserier kun er for kvinder. Jo flere kvinder, der er med i produktionen af en serie, des større sandsynlighed er der for, at denne serie vil blive enten ignoreret eller hånet af mænd.

At opnå bred anerkendelse er langt lettere for mandeserier end kvindeserier – måske fordi førstnævnte opfattes som kønsneutrale, mens sidstnævnte opfattes som eksplicit feminine.

Den typiske mandeserie

Den typiske mandeserie er dels kendetegnet ved, at der er sparet på de kvindelige karakterer (både i kvantitet og i kvalitet) og dels ved et tema om magt og dominans og mandens søgen efter uskyld i en korrupt verden.

Den mandlige helt er fanget mellem en ydre kamp med andre mænd (om hvem der er den største hangorilla i junglen) og sin indre kamp for at bevare sin barnlige uskyld trods sin egoistiske adfærd. Lejlighedsvis kæmper han også med kvinder, der ikke forstår ham eller ikke forstår at værdsætte ham.

Breaking Bad, The Wire, The Sopranos, West Wing, House of Cards, Narcos, Boardwalk Empire og True Detective er som sådan alle typiske mandeserier. Og de betragtes alle som kønsneutrale kvalitetsserier.

Er Sex and the City kønsneutral? Appellerer den lige meget til kvinder og mænd? Er det en kvalitetsserie? Er Girls? Er Grey’s Anatomy eller Gilmore Girls? Eller skal det vrimle med magtliderlige mænd både foran og bagved kameraet, før en serie anses for at være et kønsneutralt mesterværk?

Frygten for pigelus

Tydeligst er problemet i fodboldens verden. Fodbold spilles af mænd, kvindefodbold af kvinder.

Det er muligvis helt naturligt, at mænd tager udgangspunkt i sig selv og derfor ikke føler behov for at bruge præfikset “mande-” om noget. Men i så fald er det vel tilsvarende unaturligt, at kvinder ikke gør det samme. Altså kalder kvindefodbold “fodbold”.

Men vi er vant til, at det er mændene, der er de rigtige og de vigtige. Både inden for fodbold og politik og film og alt muligt andet. Vi følger deres landshold, men forventer ikke, at de i samme grad interesserer sig for vores. Så kunne de jo få pigelus.

Vi lever med nedsættende begreber som clit-lit og chick flick. Alligevel læser vi deres bøger, ser deres film, går i deres tøj og hører deres musik. Vi tager imod deres kulturelle bidrag med åbne arme og tænker ikke køn ind i det. Men Gud forbyde, at de skulle gøre det samme for os.

Hvad ville man(d) tænke om en mand, der trækker i kjole i stedet for bukser eller som lytter til Alanis Morissette og Beyoncé og Katy Perry? Eller en mand, der inviterer vennerne over til en Sex and the City-aften eller køber Stormfulde højder til sin far i julegave?

Til sammenligning tænker man ikke særligt over det, når kvinder går i bukser, hører David Bowie, ser Breaking Bad eller læser Paul Auster.

Vi ser serier, som er domineret af mænd helt ind til benet uden at spekulere over køn eller føle os truet på vores femininitet. Hvis en mand sætter sig ned og ser en rigtig pigeserie, er han noget ganske særligt -afhængig af politisk ståsted kan det være både positivt og negativt, men neutralt er det ikke.

Jeg ved ikke, om det skyldes, at mange mænd oprigtigt talt ikke interesserer sig for det, kvinder siger og gør, eller om de bare kvier sig ved at stå ved det. Jeg ved heller ikke, hvad der i grunden er værst eller hvad vi skal gøre ved det.

Måske kommer mænd aldrig over frygten for at få pigelus. Det kan vi måske ikke gøre noget ved. Men vi kan holde op med at deltage i deres drengestreger og i stedet kalde en spade for en spade. Breaking Bad er en mandeserie, The Wire er en mandeserie, Godfather er en mandefilm, De tre musketerer er en mandebog og Biblen er en mandebog.

Nadia Nadim, Pernille Harder, Nanna Christiansen, Stina Lykke, Katrine Veje og alle de andre – de er landsholdet. Fodboldlandsholdet.

2 kommentarer

  • Julie

    Kære Mathilde
    Jeg elsker dine skriblerier, og vi gør os så mange af de samme tanker. Og at læse dette indlæg understøtter kun den strøtanke jeg fik i går. Den kom ud af det blå. Vi får aldrig ligestilling. Vi kan kæmpe for den, snakke om den, lave love om den, snakke snakke snakke.. og så sker der ikke en skid. “Mandeting” som du skriver er kønsneutrale. Det er ikke det samme omvendt. Og hold kæft hvor er det ærgerligt. Det burde ikke være sådan. Men det er det. Og det bliver aldrig anderledes. Måske pesimistisk. Skal vi blive ved med at kæmpe? Gu skal vi så. Men jeg tror denne kamp for opfattelse af dit emene er forgæves. Igen tak for dine meget kloge iagtagelser og din evne til at sætte ord på.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mathilde Anhøj

      Selv tak! Ja, man kan godt blive pessimistisk, når man først begynder at få øje på ulighederne rundt omkring. Men man bliver sgu også glad, når andre får øje på de samme ting, så man sammen kan gøre en forskel – uanset hvor lille eller stor den forskel er. Kh. Mathilde

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

"Jeg hader din kæreste" og 6 andre usagte ting