SKAM: Tykke piger og tørklædepiger

Er Real Housewives feminisme?

Real Housewives of Beverly Hills. Fra venstre: Taylor Armstrong, Kim Richards, Camille Grammer, Kyle Richards, Lisa Vanderpump og Adrienne Maloof.

Real Housewives of Beverly Hills. Fra venstre: Taylor Armstrong, Kim Richards, Camille Grammer, Kyle Richards, Lisa Vanderpump og Adrienne Maloof.

Som så meget andet reality-TV har Real Housewives-serierne ry for at være fordummende, kedeligt og ligegyldigt TV. Bare en flok kvinder, der shopper og spiser frokost. Men den udlægning er langt fra sandheden. For det første er det noget af det mest dramatiske og spændende ikke-fiktion derude, hvis man interesserer sig for mennesker og relationer. For det andet har Real Housewives-serierne et overset feministisk potentiale.

Fængsel, porno og hustruvold

I forhold til sensation og drama står Housewives-serierne ikke tilbage for nogen. Teresa Giudice fra New Jersey-serien bliver under optagelserne trukket i retten og ender med at komme i fængsel for bedrageri. Vi møder også hendes ærkefjende, Danielle Staub, der har en kriminel fortid, to døtre og ambitioner inden for pornobranchen.

Læs også: De 9 mest pornoagtige Disney-figurer

I Beverly Hills-serien møder vi den stærkt utilregnelige barnestjerne Kim Richards, der har et eskalerende alkoholmisbrug, som hendes søster Kyle desperat prøverat skjule for kameraerne. Og Taylor Armstrong, der bliver tæsket af sin mand, som dog ender med at begå selvmord mellem første og anden sæson.

Intrigerne er så voldsomme, at det kan være svært at fjerne blikket fra dem, men det er faktisk ikke de betændte relationer og mange personlige tragedier, der er det mest sensationelle ved Real Housewives-serierne. Det er nemlig deres helt specielle form for kvindefrigørelse.

En ældgammel uretfærdighed

Real Housewives-serierne har skabt karrierekvinder ud af hjemmegående husmødre uden at fjerne dem fra hjemmene. De medvirkende husmødre tjener simpelthen penge på at blive filmet i deres liv som husmødre. På den måde har serierne rettet op på en ældgammel uretfærdighed, nemlig at den hjemmegående husmor er det eneste job i verden, der er blevet holdt uden for arbejdsmarkedet ved hverken at have nogen løn, nogen prestige eller nogen karrieremuligheder.

Læs også: Er Lise Nørgaard mandehader?

Den manglende anerkendelse af husmorrollen som et reelt arbejde er en af de største enkeltstående årsager til uligheden mellem mænd og kvinder, fordi det har givet mænd og ikke kvinder adgang til en lang række goder såsom fast gage, pensionsordning, tre måneders opsigelse og krav om efteruddannelse osv. Alle ting, som er med til at skabe sikkerhed og handlefrihed for et individ.

Den hjemmegående husmor er familiens ulønnede praktikant. Hun har ingen rettigheder, ingen sikkerheder, ingen løn, ingen kontrakt. Ingen interesserer sig for hende eller tilskriver hende nogen værdi. Enhver kunne gøre det job. Men ingen gider, for der er ingen fremtid i det. Indtil Real Housewives-serierne trådte ind på scenen.

Højtbetalte husmødre

Den traditionelle løsning på uligheden mellem mænd og kvinder har været at få kvinderne ud af hjemmene og ind på arbejdsmarkedet. Kvinderne fra Real Housewives-serierne gør det modsatte. De bevæger sig ikke ud på arbejdsmarkedet. De bliver, hvor de er i hjemmene, og tvinger arbejdsmarkedet til at komme til dem.

Fordelen ved denne metode er, at det ikke kun er kvinden, der bliver frigjort fra husmoderrollen, men selve husmoderrollen der bliver frigjort. Pludselig er det ikke bare arbejdende kvinder, der får adgang til løn, prestige og fremtidsmuligheder, men også hjemmegående husmødre.

Med Real Housewives har vi fået øjnene op for, at det kan være en karriere at være husmoder. Endda en ganske lukrativ karriere. Den højst betalte husmoder, NeNe fra Real Housewives of Atlanta, fik 1,5 mio. dollars for én sæson. Det er 10 mio. kr. for et par måneders arbejde.

Og de hjemmegående karrierekvinder standser ikke her. Flere af dem har skabt hele forretningsimperier ud af deres husmor-sysler. På grund af deres eksponering kan de pludselig sælge kogebøger, selvhjælpsbøger og værtindebøger. De lancerer dagligvareprodukter og skokollektioner og åbner tøjbutikker. The sky is the limit, nu hvor verden har fået øjnene op for husmoderens spændende evner.

Læs også: Hemmeligheden bag Disney-prinsessernes kjoleskift

Måske er det ikke alle, der kan skabe en succeskarriere ud af husmoderrollen. Men man kan jo starte med at gøre det til et reelt job og forlange en ansættelseskontrakt med planlagt lønstigning, pensionsordning, opsigelse mm. Så kan karrieren komme bagefter.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

SKAM: Tykke piger og tørklædepiger