SKAM: Tykke piger og tørklædepiger

At bære tørklæde eller at være tyk betyder, at man automatisk diskvalificeres som hovedrollepotentiale i mainstream film og TV. Man kan højst gøre sig forhåbninger om en karikeret birolle som enten komisk eller ond.

Den norske TV-serie SKAM startede ud med fuld loyalitet til denne uskrevne regel. Den hijab-klædte Sana var ond (eller i hvert fald fjendtlig og sur), den tykke Chris var komisk. Derfor var jeg heller ikke i tvivl om, hvem jeg heppede på som hovedperson i fjerde sæson. Jeg havde to favoritter: Chris og Sana. Begge ville være en sejr.

Det blev Sana, der fik lov at spille hovedrollen, og dermed forvandledes hun fra fjendtlig tørklædepige til et menneske med følelser, tanker og relevans. Det samme blev desværre aldrig Chris forundt. Den tykke pige er den eneste fra SKAM-slænget, der står tilbage og er mere karikatur end menneske.

Ikke kun fiktion

Det er ikke kun i fiktionen, at tykke kvinder og tørklædekvinder diskvalificeres som hele, vigtige mennesker. Alle steder i vores samfund ser vi det. I skolen, på baren, på arbejdspladsen og på gaden.

Som kvinde skal man vise sit hår og sin slanke krop frem for at få lov at tælle med. Kan man ikke det, bliver man ignoreret – i bedste fald. I værste fald bliver man udskammet, hånet og dæmoniseret.

“Tykke piger, tykke piger!”

For nogle år siden fortalte to veninder om en chokerende oplevelse. En mand var gået over til dem, havde kigget op og ned af dem, og sagt: “Hold kæft, hvor er det lang tid siden, at jeg har set to så fede piger.” Da de vendte sig for at gå, stillede han sig op midt på gaden og råbte efter dem: “Tykke piger, tykke piger!”

Lignende historier hører jeg fra veninder, der går med tørklæde. “Perkerluder!” er et af de hyppigste tilråb. Så provokerende er det åbenbart for nogle mænd, hvis man ikke er tynd og afklædt. Så rasende bliver de, når de ikke får lov at glo på det, de gerne vil. Så ubehagelige bliver de, hvis man tager deres forventede hverdagsporno fra dem.

Systematisk frasortering

Kun kvindefedt og hovedtørklæde kan sikre, at man systematisk bliver sorteret fra i så mange sammenhænge. Det er næsten ligegyldigt, om det gælder casting til en hovedrolle eller Føtex, der søger ny medarbejder eller en mand, der leder efter en ny kæreste. Man kommer aldrig i betragtning.

Årsagen er, at tykke kvinder og tørklædekvinder konstant italesættes som samfundets problembørn og dermed ikke voksne, vigtige mennesker. Under dække af bekymring for sundhed eller for kvinders rettigheder er disse to kvindegrupper blevet trukket gennem mediemudderet, indtil man dårligt ved, om det er meningen, at de skal være ofre eller skræmmebilleder.

Hvad er problemet?

Jeg er overbevist om, at mange har overbevist sig selv om, at deres modvilje mod fedme skyldes en almen interesse for sundhed. Og at deres fjendtlige holdning til hovedtørklædet skyldes en passion for kvinders rettigheder. Eller at de er generelt imod religion.

Men selv hvis det er en del af historien, så er det ikke hele sandheden. Der er jo masser af usunde tynde kvinder, der får hovedroller i film og TV-serier, og de får typisk også lov at gå i fred på gaden. Også selvom de har en kebab i den ene hånd og en cola i den anden. Det er nemlig ikke den usunde kost, men den tykke krop, der provokerer folk.

Og hvis modviljen mod tørklæder skyldes en passion for kvinders ret til at være ligeså utildækkede som mænd, hvorfor så ikke hidse sig op over konceptet “bikinioverdel”? Jeg tvivler også på, at antireligiøse ildsjæle er helt så iltre, når de ser et lille kors i en halskæde. Hvis de overhovedet får øje på det.

Det er hverken usundhed, religion eller undertrykkelse, der er disse kvinders “forbrydelse”. Deres “forbrydelse” er, at de tillader sig at se ud på en måde, som mainstream-manden ikke tænder på. Det er det, der er “problemet”. Ikke deres sundhed eller deres religion.

Mænd bliver provokerede, når de ser en kvinde, der på en eller anden måde har nedprioriteret at gøre sig sexet for ham. Det bliver tolket som et oprør. Disse kvinder skal straffes, fordi de tillader sig at gå rundt i verden uden at påtage sig rollen som pligtopfyldende fristerinder. Udskamningen og frasorteringen er et forsøg på at få dem til at rette ind. Et forsøg på at få dem til at smide kiloerne og tørklædet.

Mænd må godt

Mænd må til gengæld gerne være usexede. De behøver hverken vise hvepsetalje eller hårpragt frem for at få en hovedrolle eller for at blive accepterede i samfundet. Mænd må være både tykke og skaldede. Ja, ikke bare må. Verden bliver jo nærmest styret af tykke, skaldede mænd.

Der er en overvægt af konger, kejsere, CEOs, præsidenter, prinsgemaler og mandlige hovedrolleindehavere med store maver. Og det private erhvervsliv og den danske centraladministrationen køres nærmest udelukkende af mænd uden hår. For mænd må godt. Der er ingen, der råber efter dem på gaden.

via GIPHY